Kategorier
Konference Rekruttering Strategy

Nye roll-ups til messestand er ikke limegrønne

Rekrutteringsudfordring vendes til forretningsmæssig succes ved hjælpe af let transorterbare roll-ups i plast og nylon.
Rekrutteringsudfordring vendes til forretningsmæssig succes ved hjælpe af let transorterbare roll-ups i plast og nylon.

SKULDBORG – Forretningskritisk rekrutteringsproblem ender muligvis – men så igen: muligvis ikke – som en ren Askepothistorie. Jysk produktionsvirksomheds hverdagsinnovation gav i hvert fald indledningsvist pote på lokal karrieremesse.

Læs også historien om morgenmødet

Lyseblå upgrade

Virksomhedens gamle roll-ups var blevet lidt falmede i farven, og den frække limegrønne nuance, der for 6 år siden blev hårdt solgt ind af det dengang nye reklamebureau, havde ikke helt det samme punch som til den oprindelige lancering i Messecenter Herning.

– Vi var totalt på forkant sidst vi fik lavet roll-ups, men tiden går jo, og selv om både farver og fotos virkelig kunne noget, skal man jo desværre også forny sig en gang i mellem, siger kommunikations- og marketingchef Poul H. Lassen. Han fortsætter:

Læs også historien om jobbet, der kræver frygt for forandring

– Vi er ved at få styr på det her med at skulle være klar til den digitale transformation, så timingen med de nye roll-ups er helt perfekt. Både vores overskrifter og de realistiske skud af medarbejderne i hvad der med lidt god vilje godt kunne være rigtige arbejdssituationer sender det helt rigtige budskab. Og skidtet virker jo, kan vi se på de 4 henvendelser, vi allerede har fået til vores ledige stillinger i kantinen.

Yes! Også gode som bannere

Som en praktisk-digital bonus kan de nye roll-ups ret let bruges som bannere på internettet. Poul H. Lassen siger:

– Det er en kæmpe gave, at vi kan annoncere elektronisk efter nye medarbejdere også. Faktisk kopierer vi bare ord og billeder, så der skal ikke engang tænkes ud af boksen. Vi bøvler lidt med højformatet, dog. Jeg er ikke så glad for orddelinger, og så er det svært at få plads til ord som “forandringsparat”, “drømmejob” og “synergering” ved siden af billedet af Carsten fra it og Bonnie fra regnskab der high-fiver over bordfodboldspillet i kantinen.

Læs også historen kollegaen, der er kommet langt med ikke at opdatere sin LinkedIn-profil

Kategorier
Digitalisering Start-up Strategy

Københavnsk start-up søger ikke ambitiøs UX’er

Tenderende succesfuldt københavnsk start-up vurderer at tech har toppet og dropper UX, UI og U2 for at bedre at ramme consumerbehov.
Tenderende succesfuldt københavnsk start-up vurderer, at tech har toppet og dropper UX, UI for at ramme consumerbehov bedre.

KØBENHAVN – Nyt start-up med base på Christianshavn har en plan om at disrupte måden, vi tænker familiekvalitetstid på. Uden brug af UX. Det hemmelige og endnu ikke lancerede produkt skal – med tiden – ikke kunne købes på eller ved hjælp af en smartphone.

Læs også historien om den genbrugte nyhed

Beta, altid beta

Himmelstormernes CIO Oliver P., der lige har 3 minutter på vej ud af døren til et møde, sætter et par ord på virksomhedens strategi.

– Det handler om at komme tilbage til rødderne. Vi tror lidt, at tech har toppet, og at kontanter og den slags er på vej tilbage. Derfor orker vi freksempel ikke rigtigt at søge UI- og UX-folk. Det bliver så iphoneagtigt det hele. Det gider vi ikke. Men vi elsker beta. Det hele handler om, at vi any given moment kan vende på en tallerken og finde på noget komplet nyt, der lidt modsiger det, vi ellers troede var sandheden lige før. Det giver os virkelig et edge og er med til at profilere os som et start-up, man virkelig skal høje øje med.

Det benhårde fokus på at bygge en værdikæde der dårligt matcher virkeligheden er en kæmpe kreativ og strategisk udfordring, som Oliver P. og de 3 andre founders glæder sig ekstremt meget til at tackle.

Læs også historien om ingenirøen, der nappede en Wiener Melange

Tro på det

– Det handler meget om selvtillid i det her game. Dét går vi heldigvis ikke ned på i vores lille butik, lyder det fra Oliver P. der nu er ved at være presset for tid, men alligevel har overskud til at sætte punktum:

– Vores idé om en ny type måltidskasse, som leveres direkte til døren… Hov! Satans! Nu kom jeg sgu til at sige ‘måltidskasse’. Pis! Nåmmen, så er den lissom leaket. Vi har ikke helt fået funding nok endnu til projektet, så nu kan det sgu være, vi er nødt til at skrotte den og starte forfra. Hvilket jo på en måde også er meget fedt. Vi får se. Kæft det bliver spændende, slutter Oliver P.

Læs også historien om lederen, der ikke har været på en fantastisk rejse

Kategorier
LinkedIn Networking Rekruttering

Salgschefs forbindelse nok mere veninde end reel ildsjæl

Intet rykker som den gode forbindelse, og derfor bliver det kun vigtigere og vigtigere at have et stærkt network.
Intet rykker som den gode forbindelse, og derfor bliver det kun vigtigere og vigtigere at have et stærkt network.

Aalborg ––– Business handler altid om at have den rigtige forbindelse. Ikke mindst på LinkedIn. “Your network is everything” står der også ganske rammende med store typer på den poster, der sidder bag skifterammens smarte lukkesystem på salgchef Linda Karls kontor.

Hun arbejder på en hastigt vækstende stålprofilproduktionsvirksomhed i en driftig del af landet. Og har derfor naturligt nok adskillige fingre på pulsen i sit daglige virke. Man kan jo ikke vide, hvor den næste succes skal komme fra.

Læs også historien om den lidt for ærlige ingeniør

Netværk baby

– Der sker det, at jeg ser det her ledige job på LinkedIn. Som jeg elsker. Fordi det er bare er perfekt til sådan nogen netværkstyper, som mig selv, der bare elsker netværk og networking, fortæller salgschefen og fortsætter:

– Jobbet er et perfekt match for min forbindelse Birgitte, så jeg tagger hende fluks i opslaget. Jeg er imidlertid ikke sikker på, hun er ligeså crazy med LinkedIn som mig, så jeg sender hende også lige en sms og en besked på messenger. Jeg ved jo hun er lidt nysgerrig efter at finde noget nyt, så jeg investerer lidt i det, ja.

For at optimere muligheden for, at Lindas forbindelses potentielle ansøgning bliver læst med (og af) venligtsindede øjne, går hun skridtet videre og poster en kommentar under opslaget.

Læs også historien om de hvide mænd på trappen, der nok har besluttet noget

En god forbindelse

– Jeg kalder min forbindelse for en ‘ildsjæl der elsker det løbende arbejde med at sikre value i alle led af værdikæden’. Og tagger hende så i dét opslag også, siger Linda Karl videre. Inden hun lægger på, bliver der lige sat punktum:

– OK, måske er det ikke lige nødvendigvis et drømmejob for Birgitte at være key account manager. Men som agronom kan man ikke være kræsen. Og det handler altså bare om at få foden i døren. Så kan man altid finde ud af senere, hvad virksomheden lige kan tilbyde i virkeligheden. Sådan er det med networking.

Læs også historien om virksomhedens podcast, der desværre handler mest om virksomheden

Kategorier
Corona Digitalisering

Projektleders sjove quiz til fredagsbar på Teams går ikke helt viralt

Fredagsbar på skærm er både pissefedt og ret nedern, men nok mest fedt
Fredagsbar på skærm er både pissefedt og ret nedern, men nok mest fedt

HØRSHOLM ––– Fredagsbar på Teams er blevet en kæmpe succes over hele landet efter coronapandemien lukkede ned for muligheden for at drikke på den almindelige måde med kollegaerne.

Ikke mindst fordi medarbejderne som kulminationen på den digitale transformation nu kan se hinanden sippe drinks og hygge via dårlige wifi-forbindelser. Projektleder Carsten Jensen arbejder på en større sjællandsk stålprofilproduktionsvirksomhed og er vild med platformen. Hans entusiasme har gjort ham til det faste underholdningsmæssige anker på virksomhedens pissehyggelige fredagsafslutninger.

Læs også historien om mellemlederen, der ikke har været på en rejse

Fedt at quizze til fredagsbar

– Jeg synes det er enormt inspirerende, at vi kan mødes på den her måde, når nu ikke vi kan komme rigtigt på arbejde. På samme måde som det er skønt at mærke, hvordan vi alle sammen er blevet gode til at trække stausmøderne ud i det uendelige, fordi vi ikke har nok at lave, er det en rigtige energipille før weekenden lige at ‘mødes’ med kollegerne, siger Carsten fra sit skrivebord, mens han siger kliklyde med munden for at understrege pointen om at ‘mødes’ er i retoriske citationstegn. Han fortsætter:

– Sidste fredag havde jeg freksembel lavet en quiz, hvor man skulle gætte alt muligt sjovt om ting vi har lavet sammen under coronaen. Der var bl.a. et spørgsmål om, hvor man skulle svare på, hvad vi fik at spise til julefrokosten, som jo lidt var et trickspørgsmål, fordi vi jo ikke holdt noget, hahahahaha.

Læs også historien om de hvide mænd på trappen, der nok har besluttet noget

Næste quiz bliver ren clickbait

– Jeg fik den her fede idé med at screencaste fredagsbaren med quizzen sidste uge og så bare dele den på LinkedIn. Jeg har set, at der også er andre, der deler billeder, de har taget af deres pc, hvor man kan se, at der sidder 15-30 ansigter og skåler. SÅ den har jeg ikke fundet på, hvis jeg skal være helt ærlig. Det giver bare en ret fed effekt også er det med til at knytte os tættere sammen. Ligesom Kim Larsen-numre og Matador. Det giver bare en eller anden varm følelse i maven, siger Carsten

Planen om at blive en LinkedIn-helt gik lidt i vasken, da den 27 minutter lange video kun endte med at få 9 likes og 2 kommentarer. Men det slår heldigvis ikke Carsten ud.

Læs også historien om freelanceren og den automatiserede invitation til at drikke kaffe

Noget med sjove hatte

– Min nye idé er, at alle til den næste fredagsbar skal tage en fjollet hat på. Og solbriller. Og så skal man gætte hvem de andre er. Jeg tror, det kan stikke helt af, så det er fedt, at jeg har en hel uge til at finpudse konceptet i.

Kategorier
Forandring Ledelse LinkedIn Værdier

Projektleder deler link til 4 måneder gammel nyhed på virksomheds egen hjemmeside som aftalt på morgenmøde

Nyhed man bare kan linke til i sin egen LinkedIn-profil genererer næsten automatisk vild trafik af interesserede bruger på virksomheds site..
Nyhed man bare kan linke til i sin egen LinkedIn-profil genererer næsten automatisk vild trafik af interesserede bruger på virksomheds site.

BALLERUP ––– Breaking news: Morgenmødet startede som alle andre. Medarbejderne i metalprofilproduktionsvirksomheden uden for København loggede på Teams en efter en. Og dagsordenen blev fulgt sådan nogenlunde.

Afslutningsvis gik diskussionen på, om man egentlig havde fået nok ud af produktopdateringen, der blev sendt på markedet for 4 måneder siden. Udviklings- og salgschefen var helt ærligt helt skuffet over, at der ikke var kommet flere ordrer og flere likes på Company Page’n på LinkedIn. Men så fik projektleder Birgitte Lund en vild ide.

Læs også historien om freelanceren og den automatiserede invitation til at drikke kaffe

Desperate times, desperate measures

– Det der sker er, at jeg foreslår, at vi jo kan dele linket til URL’en med nyheden, som stadig ligger øverst på nyhedssektionen på vores egen hjemmeside. Jeg ville starte med at gøre det, og hvis de andre så kunne gøre det samme efter en koordineret plan, ville vi nå en kæmpe mængde kunder gennem vores personlige netværk. Potentielt i hvert fald, siger Birgitte Lund til LinkeDing. Hun fortsætter:

– Der er jo ingen garantier for succes. Men hvis ikke man prøver, sker der jo ingenting. Plus: Vi har jo ikke rigtigt noget at tabe ved det. Det er gratis, og faktisk er den nye metalprofil, der er udviklet til storageindustrien, faktisk er utroligt godt produkt som rigtig mange Linkedin-brugere helt sikkert vil være interesseret i at læse mere om.

Læs også historien om mellemlederen, der ikke har været på en rejse

Innovation i øjenhøjde

Initiativet fik stående applaus på morgenmødet, og direktør Lene Langhalm glæder sig over, at virksomheden atter lever op til en af de fire værdier, der alle begynder med det sammen bogstav – i dette tilfælde: Bogstavet ‘I’ – nemlig “innovation”. Direktøren udtaler:

– Birgittes forslag er et supergodt eksempel på, hvad det vil sige at være innovativ. Det handler om at se på, det man har at gøre godt med – og så blande det godt rundt for at komme op med noget der er komplet nyt og anderledes. Lidt ligesom i den scene fra Apollo 13, hvor Tom Hanks er fanget oppe på månen og folkene i Houston skal lave fide ud af, hvordan de kan lave et luftfilter ud af en rumprinter og en kuglepen og en kevlardragt, eller noget i den retning.

– Det er vældig inspirerende (‘inspiration’ er værdi nummer 2, red.) at opleve, hvordan vi som team og virksomhed evner at løse de udfordringer, vi møder. Det må jeg sige, slutter direktøren og læner sig tilbage i stolen for at at se, hvor mange nye likes, der er tikket ind.

Læs også historien om de hvide mænd på trappen, der nok har besluttet noget

Lidt arbejde med nyhederne

Nyheden om den specialudviklede metalprofil booster naturligvis virksomhedens profil. Men der er et men. Birgitte Lund slutter:

– Vi kan ikke bruge den samme strategi igen. Den næste nyhed på vores site er fra DHL-stafetten 2018. Og den næste igen fra DHL i 2017. Det gør selvfølgelig ikke ideen dårligere, men det betyder nok, at vi skal overveje, om vi skal begynde at profeesionalisere vores produktion af nyheder.

Kategorier
Indlæg LinkedIn

Ærlig ingeniørs svar på spørgsmål i folks LinkedIn-indlæg giver ikke umiddelbart flere connections

Rigtige svar på hvad der nok bedst kan betegnes som retoriske spørgsmål får kontakter til at droppe forbindelsen til velmenende ingeniør.
Rigtige svar på hvad der nok bedst kan betegnes som retoriske spørgsmål får kontakter til at droppe forbindelsen til velmenende ingeniør.

HADERSLEV ––– Svar. Umiddelbart den rigtige makker til spørgsmål. Men for den ærlige ingeniør Carsten Friis fra Haderslev har det vist sig, at ikke alle spørgsmål er til for at blive svaret på.

For at få lidt gang i sit LinkedIn-liv besluttede Carsten sig for at begynde at svare på de mange spørgsmål, han stødte på, når han scrollede gennem sit feed af indlæg fra gamle kolleger, beskeder fra eksisterende kolleger og 100 % relevante annoncer fra særligt amerikanske og tyske virksomheder.

Læs også historien om manden, der drømte om a blive key account manager

Er du en smartass eller hvad?

Carstens første forsøg på at svare ærligt gik ud over en ex-kollega fra en konkurrerende lokal virksomhed. Hun havde publiceret et indlæg, hvor hun spurgte: “Er du en passioneret revisor, der elsker at have travlt?”, hvortil Carsten svarede “Nej”.

– Jeg er opdraget til altid at tale sandt. Jeg har simplethen svært ved at lyve. Jeg kunne selvfølgelig godt have scrollet videre uden at have kommenteret noget i feltet under billedet med den glade mand der jonglerer med 5 kuglepenne. Men: Jeg synes helt ærligt, man har en forpligtelse til at komme med en melding, når nu man bliver spurgt. Det skulle jeg så ikke have gjort, siger altså Carsten Friis, som LinkeDing har fanget på en telefonlinje.

Kvinden bag indlægget havde umiddelbart efter svært ved at finde ud af, om Carsten havde gang i en spøg eller om en han bare var en smartass.

– Ja, altså. Jeanette, som hun hedder, blev ret irriteret over mit svar. Og spurgte videre, om jeg prøvede at sabotere hendes arbejde, fordi vi jo på en måde er lidt konkurrenter. Til det svarede jeg også “nej”, men kan godt se i bagklogskabens lys, at jeg måske nok burde have fyldt lidt flere ord på.

Læs også historien om ex-kollegaen, der fejrer 11-års jubilæum hos en anden virksomhed

Ønsker du at arbejde i Tjekkiet?

Næste ærlige fejl i Carstens LinkedIn-eksperiment kom i forbindelse med en flot annonce, som det tjekkiske handelskammer havde udviklet for at gøre danske svagstrømsingeniører interesserede i at emigrere til Tjekkiet for at arbejde med det, de i forvejen arbejdede med derhjemme.

– Ja, det er rigtigt. Det var en megaflot annonce med det tjekkiske flag og alt muligt. Jeg har en gang været i Prag, så jeg var med det samme draget mod annoncens indhold. Men jeg kan jo godt lide det her i Haderslev, så jeg skrev bare: “Egentlig ikke” i kommentarfeltet. Og så har jeg faktisk ikke rigtigt hørt mere fra dem. Hvilket jeg på en måde er en anelse skuffet over.

Læs også historien om direktøren, der selv lægger stemme til ny film, men ikke helt lyder som Morgan Freeman

Jerslev Stilladsservice FTW

Endnu et spændende spørgsmål fandt vej til Carsten Friis’ feed. Jerslevs Stilladsservices sikkert prisvindende annonce går direkte til biddet med spørgsmålet: ‘Er du klar til at blive inspireret?’

For at gøre det så svært som muligt at svare ‘nej’, har annoncøren smart nok indsat en billedfrise med ni små kvadrater, der hver især viser en innovativ måde at sammenkoble et stillads på. Opgaven var med andre ord ikke én, Carsten skulle bruge lang tid på at overveje. Han siger:

– Jeg svarede “Ja, for satan” med det vuns. Og siden har jeg fået vildt meget spændende content fra virksomheden bag. Så det kan faktisk betale sig at være ærlig ind i mellem.

Kategorier
LinkedIn Politik

Projektleder bøvler lidt med at finde LinkedIn-venlig URL på ellers sjov GIF med Bernie Sanders

Bernie Sanders har lagt internettet ned, men mange brugere har det netop nu lidt svært ved at bruge ham til at få likes på LinkedIn-profilen.
Bernie Sanders har lagt internettet ned, men mange brugere har det netop nu lidt svært ved at bruge ham til at få likes på LinkedIn-profilen.

NIVÅ ––– Bernie Sanders er bare god. Kæft, han er sjov. Med sine vanter. Og sin klapstol. Selv på LinkedIn – hvor fagligheden jo er i højsædet og mange brugeres feed er vældig kedeligt – er det nu, en lille uge efter Joe Bidens indtrædelsestale, ved at være tid til at lave en Bernie, hvis man vil vise, at man har SoMe savvy.

Projektleder i sjællandsk metalprofilproduktionsvirksomhed Lillian Bodilsen er helt med på, hvad det går ud på. LinkeDing har talt med hende. På Teams.

Læs også historien om virksomheden, der søger folk der hader forandring

Weekend med Bernie

– Man skal på en clever måde kombinere noget med sin ‘faglighed’ med ‘strikvanter’ og ‘klapstol’ og ‘et par arme over kors’. Måske er det i virkeligheden nok, at sætte Klaspstols-Bernie ind på et billede af receptionen og så skrive en pissegod tekst til? Jeg er ikke helt sikker. Men det er noget i den retning, siger altså Lillian Bodilsen.

Bernie ER bare vildt sjov. Den måde han bare er blevet et bamset passiv-aggressivt ikon på en politisk virkelighed, man forholder sig til når der er præsidentvalg, er et fascinerende fænomen. Lillian rammer hovedet på sømmet:

– På sin egen stille facon har han bare lagt mit feed ned ovre på min Facebook. Der er vildt mange skægge Giffer og memer og videoer og alt muligt, hvor man kan se ham sidde steder, hvor han slet ikke har været. bare fordi folk er gode til billedredigering. Jeg så fx noget i går, hvor det så ud som om han ventede i kø ude foran en bager. Hahahahaha. Det bliver bare ved med at være megasjovt.

Læs også historien om it-manden, der måske/måske ikke vælger skivebremser

Den der ager med stude

De første memes ramte internettet et par minutter efter skuddet af Bernie, der sad og skuttede sig i sine pro-skandinaviske luffer. Lige dér midt i al Washingtonmenageriet. Twitter først. Så Facebook og Instagram. Og nu, en lille uge senere, er tiden så kommet til LinkedIn. Men mediet gør det ikke let at være Lillian:

– For at være ærlig er det svært at komme på noget originalt. Det er som om, de gode ideer til noget med Bernie er taget. Men altså. Jeg skal nok finde på noget. Og hvis ikke jeg finder på noget selv, så hapser jeg bare en andens billede, bum. Hihi.

Den primære udfordring er, at LinkedIn – måske for at tækkes sit brand som markedets mindst underholdende sociale medie – gør det ret vanskeligt for brugerne at indarbejde sjove giffer og den slags i ‘artikler’ og ‘indlæg’. Lillian Bodilsen er ikke tilfreds:

– Jeg synes helt ærligt, det er svært det der med hvordan man kopierer en URL og sætter den ind i min statusopdatering. Det giver sådan en lang grim internetadresse, som jeg synes er irriterende.

Læs også historien om ingeniøren, der kastede sig ud i en wiener melange

Vælter ind med likes

Efter en halv times research bliver den bedste læsning at kopiere et sjovt billede fra Facebook, hvor Bernie sidder alene på månen, og så sætte det ved siden af et billede ude fra receptionen, som Lillian selv har taget.

– Det er ikke ideelt, for man kan jo godt se, at månen og vores reception ikke er helt det samme sted, og derfor ryger illusionen en lille smule. Men altså. Det er stadig ret sjovt, synes jeg. I hvert fald billedet hvor Bernie sidder på månen. Som jeg har kopieret. Jeg synes under alle omstændigheder, at det er bedre at være med på bølgen end på slet ikke at gøre noget. Så nu sætter jeg mig bare ned og venter på, det vælter ind med likes. Go Bernie!!!

Kategorier
Afladskommunikation Forandring Værdier

Hånd der blidt kærtegner høsteklar hvede ikke med i ny reklame

Skuddet 'hånd-på-hvede' glimrer ved sit fravær i ny visuel disruption af 10 års standard inden for holdningskommunikation.
Skuddet ‘hånd-på-hvede’ glimter ved sit fravær i ny visuel disruption af 10 års standard inden for holdningskommunikation.

KØBENHAVN ––– Hvede. Meget få ting siger “perfekt balance med naturen”, som hånden på et menneske, der går rundt i en høsteklar hvedemark.

Allermest effektivt er det, hvis mennesket filmes fra livet og ned, således at alder, køn og andre personlige attributter kan matche modtagerens. Næsten uanset hvad hen måtte identificere sig som.

Skuddet blev opfundet af Ridley Scott til filmen Gladiator, der er en spændende historie om en farmers tur hjem fra arbejde til sin gård. Mange har brugt det siden. Men. Scenen glimrer ved sit fravær i produktionsvirksomheds seneste reklame.

Læs også historien om kvinden der får en grineren email, mens hun sidder i skrædderstilling med sit lerkrus

Æstetisk disruption ftw

– Vores idé var at gøre noget fuldstændig crazyt. Og jeg indrømmer gerne, at vi virkelig skulle tænke ud af boksen for at bygge en historie, der ikke skreg på at blive forløst af et tidligt morgenskud af en person, der stryger sin flade hånd over gyldenbrun hvede mens solen står op bag gården i baggrunden. Dét siger Bosse Belling, der som marketingchef er ansvarlig for den modige produktion. Han fortsætter:

– Vi har altid være glade for at disrupte. Og vores move med at droppe hveden i den nye film er lidt en subtil fuckfinger til vores konkurrenter og resten af den danske metalprofilproduktionsindustri.

Læs også historien om verdens vildeste jobannonce

Talk to the hand

Den hånd der traditionelt bliver brugt til skuddet sidder på Vibeke Malm. Vibeke har således været brugt af både bryggerier, supermarkeder, rengøringsfirmaer, kommuner, NGO’er, frisører, fertilitetsklinikker og mange andre. Hun er vant til at stå meget tidligt op, så hendes hånd kan få de første solstråler mens kameraerne ruller.

– Jeg må indrømme, at jeg blev både skuffet, chokeret og ked af det, da jeg fandt ud af, at John og Iben fra produktionsselskabet skulle ud og skyde en film uden brug af hånd på hvede. Det er jo det, jeg lever af. Hvis andre får den samme idé, aner jeg ikke, hvordan jeg skal få det til at løbe rundt herhjemme, udtaler håndmodellen og fortsætter:

– Hånden kan jo muligvis også bruges til andre ting, men jeg er bare superusikker på hvad? Måske er den god til at holde på en elektrisk tandbørste? Jeg aner det ikke. Jeg har ikke rigtig brugt den til andet end at føre den over toppen af hvedeaks i en horisontal fejende bevægelse de sidste mange år. Det er selvfølgelig også derfor jeg er blevet så god til det, slutter Vibeke Malm.

Læs også historien om ikke at orke at gøre en forskel

Kategorier
design Ergonomi

Industriel designer lancerer sin 8. kontorstol uden logisk placeret håndtag til højdejustering

HELLERUP ––– Man skal sidde godt på sin kontorstol, når man arbejder ved et skrivebord. Tusindvis af timer tilbringes foran skærmen, og derfor spiller ergonomi en stadig større rolle for at undgå rygsmerter og museskader.

Heldigvis giver de fleste moderne stole brugeren et hav af muligheder for unik indstilling med gaspatroner, hydrauliske motorer og eftergivende fletværk. Men den vigtigste faktor er faktisk den, man ikke kan se.

Læs også historien om: Manden der altid har drømt om at blive senior key account manager

Forvir stolebrugeren ved at gemme håndtaget

Hele hemmeligheden bag en succesfuld kontorstol er, at det skal være så vanskeligt som muligt at finde det håndtag, den skrivebordsarbejdende hyppigst har brug for:

– Det virker måske lidt bagvendt på mange. Men som industriel designer ser jeg det som en af mine vigtigste opgaver at gøre det så vanskeligt som muligt at justere højden på sin kontorstol.

– På mange arbejdspladser sker der det, at folk bytter stole. Og den frustration der opstår, når man får sin stol tilbage og synes den ikke passer, giver mig masser af energi i mit kreative arbejde med at udvikle den næste model, siger designer Michael Jarl, mens han retter på en sort, tung brille.

Læs også: Historien om powerrelateret default liking

Målet er at sidde halvdårligt

Jarls kongstanke er, at jo mere tid man bruger væk fra stolen – jo bedre er det for kredsløbet. Og dermed også for kampen mod de frygtede hjerte-kar-sygdomme, der typisk rammer kontorister med stillesiddende arbejde. Han fortsætter:

– Formålet med mit arbejde er på mange måder at skabe så indædt en frustration, at brugeren tvinges på benene. Og gerne ned i knæ. Kan jeg lykkes med at få dem til at vende stolen om for at få et bedre overblik over funktionaliteterne, er det selvfølgelig allerbedst.

– Netop derfor anser jeg det også som en stor del af mit oeuvre at opfinde flere og flere arme, håndtag, patroner og andet, der kan forvirre brugeren og skabe sundhedsfremmende irritation.

Læs også: Historien om frokostordningen

Smart, men ubrugelig, forskydning af sædeplade

Jo flere muligheder for at justere på håndtag, des større chance for at kontoristen ikke lykkes med at justere højden. Derfor opfinder Michael Jarl jævnligt nye funktioner, der med ergonomisk lethed kan aktiveres – uden dog at give en ønsket effekt. Han runder af:

– Jeg er nok mest stolt af én særlig funktion. Med et let tryk med højre hånd under selve sædet og en simultan bevægelse fremad med hofter og sæderegionen, kan man skubbe sig tættere på bordkanten. Det er en komplet ligegyldig add-on, når nu kontorstolen har hjul. MEN: Den giver en masse irritation, fordi jeg har placeret den der, hvor højdejusteringsmekanismen burde være.

– For at fuldende produktet har jeg placeret nøjagtig den samme mekanisme i venstre side, hvor et tryk og samme bevægelse dog medfører at sædet kører den anden vej. På den måde er det min tanke at design og folkesundhed kan møde hinanden og skabe en form for fællesskabsirritation i kontorlandskaberne.

Kategorier
Ergonomi

Kvinde med lerkrus læser topgrineren email

ØSTERBRO ––– Mails skal læses i skrædderstilling. Ny rapport fra internettet viser, at LinkedIn-brugere selv kan optimere chancerne for at få positive emails ved at sidde med benene i kors.

Man kunne foranlediges til at tro, at dén konklusion lyder mystisk. Men fakta taler højere end følelser, og tilsyneladende kan man som bruger toppe oddsene op, hvis man også har et lerkrus ved hånden.

Læs også: Historien om manden der altid har drømt om at blive senior key account manager

Fedt at være proaktiv

LinkeDing har trykprøvet rapporten og talt med Birgitte Hougaard, som er en kvinde, der jævnligt modtager emails. Både fra kolleger, fra det offentlige Danmark og fra nogle af de forskellige organisationer, hun har en forbindelse til. Hun siger:

– Det har altid virket for mig, faktisk. Det der med at sætte mig godt til rette, før jeg trykker på emailprogramikonet. Jeg kan godt lide at have en kop te eller kaffe inden for ræklevidde også. Og så plejer det bare at vælte ind med grineren nyhedsbreve og opgørelser fra HOFOR og så’n.

– Nogle gange når jeg ikke helt at sætte mig i skrædderstilling, og så kan det godt ske, at der dukker nogle lidt mere kedelige ting op. Men det kan jo heller ikke være fis og ballet det hele, vel?

Læs også: Historien om powerrelateret default liking

Også andre spændende tendenser

Det viser sig i den nye forskning, at der er mange andre skjulte sammenhænge på spil også. Fx er det nu bevist at medarbejdere, der sætter postit-notes på glasvægge øger deres evne til at tænke kreativt.

De vedvarende rygter om den jyske produktionsvirksomhed, der havde en projektleder som virkelig tænkte ud af boksen, da de nye værdier skulle navngives, viser sig således at være sande! Carsten Kragh udtaler fra mødeskildpaddetelefonen i Horsens:

– Det kom lissom bare til mig, da jeg begyndte at sætte de gule, orange, limegrønne og lyserøde sedler op på den semi-matterede væg, der skille mødelokale Nord fra mellemgangen til mødelokale Syd. En seddel, et ord. En seddel, et ord. Sådan fortsatte jeg bare, indtil jeg syntes, jeg var i mål. Jeg er normalt ikke supergod til at få idéer eller sætte ord på dem for den sags skyld – så jeg kan sagtens bekræfte den nye forskning. Jeg vil varmt anbefale andre at prøve tricket.

Læs også: Historien om frokostordningen

Verified by MonsterInsights