Kategorier
design Ergonomi

Industriel designer lancerer sin 8. kontorstol uden logisk placeret håndtag til højdejustering

HELLERUP ––– Man skal sidde godt på sin kontorstol, når man arbejder ved et skrivebord. Tusindvis af timer tilbringes foran skærmen, og derfor spiller ergonomi en stadig større rolle for at undgå rygsmerter og museskader.

Heldigvis giver de fleste moderne stole brugeren et hav af muligheder for unik indstilling med gaspatroner, hydrauliske motorer og eftergivende fletværk. Men den vigtigste faktor er faktisk den, man ikke kan se.

Læs også historien om: Manden der altid har drømt om at blive senior key account manager

Forvir stolebrugeren ved at gemme håndtaget

Hele hemmeligheden bag en succesfuld kontorstol er, at det skal være så vanskeligt som muligt at finde det håndtag, den skrivebordsarbejdende hyppigst har brug for:

– Det virker måske lidt bagvendt på mange. Men som industriel designer ser jeg det som en af mine vigtigste opgaver at gøre det så vanskeligt som muligt at justere højden på sin kontorstol.

– På mange arbejdspladser sker der det, at folk bytter stole. Og den frustration der opstår, når man får sin stol tilbage og synes den ikke passer, giver mig masser af energi i mit kreative arbejde med at udvikle den næste model, siger designer Michael Jarl, mens han retter på en sort, tung brille.

Læs også: Historien om powerrelateret default liking

Målet er at sidde halvdårligt

Jarls kongstanke er, at jo mere tid man bruger væk fra stolen – jo bedre er det for kredsløbet. Og dermed også for kampen mod de frygtede hjerte-kar-sygdomme, der typisk rammer kontorister med stillesiddende arbejde. Han fortsætter:

– Formålet med mit arbejde er på mange måder at skabe så indædt en frustration, at brugeren tvinges på benene. Og gerne ned i knæ. Kan jeg lykkes med at få dem til at vende stolen om for at få et bedre overblik over funktionaliteterne, er det selvfølgelig allerbedst.

– Netop derfor anser jeg det også som en stor del af mit oeuvre at opfinde flere og flere arme, håndtag, patroner og andet, der kan forvirre brugeren og skabe sundhedsfremmende irritation.

Læs også: Historien om frokostordningen

Smart, men ubrugelig, forskydning af sædeplade

Jo flere muligheder for at justere på håndtag, des større chance for at kontoristen ikke lykkes med at justere højden. Derfor opfinder Michael Jarl jævnligt nye funktioner, der med ergonomisk lethed kan aktiveres – uden dog at give en ønsket effekt. Han runder af:

– Jeg er nok mest stolt af én særlig funktion. Med et let tryk med højre hånd under selve sædet og en simultan bevægelse fremad med hofter og sæderegionen, kan man skubbe sig tættere på bordkanten. Det er en komplet ligegyldig add-on, når nu kontorstolen har hjul. MEN: Den giver en masse irritation, fordi jeg har placeret den der, hvor højdejusteringsmekanismen burde være.

– For at fuldende produktet har jeg placeret nøjagtig den samme mekanisme i venstre side, hvor et tryk og samme bevægelse dog medfører at sædet kører den anden vej. På den måde er det min tanke at design og folkesundhed kan møde hinanden og skabe en form for fællesskabsirritation i kontorlandskaberne.

Kategorier
Ergonomi

Kvinde med lerkrus læser topgrineren email

ØSTERBRO ––– Mails skal læses i skrædderstilling. Ny rapport fra internettet viser, at LinkedIn-brugere selv kan optimere chancerne for at få positive emails ved at sidde med benene i kors.

Man kunne foranlediges til at tro, at dén konklusion lyder mystisk. Men fakta taler højere end følelser, og tilsyneladende kan man som bruger toppe oddsene op, hvis man også har et lerkrus ved hånden.

Læs også: Historien om manden der altid har drømt om at blive senior key account manager

Fedt at være proaktiv

LinkeDing har trykprøvet rapporten og talt med Birgitte Hougaard, som er en kvinde, der jævnligt modtager emails. Både fra kolleger, fra det offentlige Danmark og fra nogle af de forskellige organisationer, hun har en forbindelse til. Hun siger:

– Det har altid virket for mig, faktisk. Det der med at sætte mig godt til rette, før jeg trykker på emailprogramikonet. Jeg kan godt lide at have en kop te eller kaffe inden for ræklevidde også. Og så plejer det bare at vælte ind med grineren nyhedsbreve og opgørelser fra HOFOR og så’n.

– Nogle gange når jeg ikke helt at sætte mig i skrædderstilling, og så kan det godt ske, at der dukker nogle lidt mere kedelige ting op. Men det kan jo heller ikke være fis og ballet det hele, vel?

Læs også: Historien om powerrelateret default liking

Også andre spændende tendenser

Det viser sig i den nye forskning, at der er mange andre skjulte sammenhænge på spil også. Fx er det nu bevist at medarbejdere, der sætter postit-notes på glasvægge øger deres evne til at tænke kreativt.

De vedvarende rygter om den jyske produktionsvirksomhed, der havde en projektleder som virkelig tænkte ud af boksen, da de nye værdier skulle navngives, viser sig således at være sande! Carsten Kragh udtaler fra mødeskildpaddetelefonen i Horsens:

– Det kom lissom bare til mig, da jeg begyndte at sætte de gule, orange, limegrønne og lyserøde sedler op på den semi-matterede væg, der skille mødelokale Nord fra mellemgangen til mødelokale Syd. En seddel, et ord. En seddel, et ord. Sådan fortsatte jeg bare, indtil jeg syntes, jeg var i mål. Jeg er normalt ikke supergod til at få idéer eller sætte ord på dem for den sags skyld – så jeg kan sagtens bekræfte den nye forskning. Jeg vil varmt anbefale andre at prøve tricket.

Læs også: Historien om frokostordningen

Verified by MonsterInsights