
ÅRHUS ––– Man skulle ikke tro, det var muligt. Men: På trods af at være i vidt forskellige brancher har to virksomheder i Århus-området næsten identiske værdier.
Adm. direktør for den ene af virksomhederne, silikoneproducenten Danfug, John Haagensen, siger:
– Jeg er lamslået. Vi har for et halvt år siden kørt en fantastisk inspirerende værdiproces, hvor vi sammen med vores konsulent har fået udviklet fire helt unikke værdier.
– Hvem skulle have troet, at vi ikke var de eneste, hvis DNA kan udtrykkes med “innovativ”, “resultatorienteret”, “tillidsvækkende” og “vi er i øjenhøjde”?
Faktisk ret mystisk
I den anden ende af byen sidder statsautoriseret revisor og direktør Tine Hougaard. Hun føler sig også lidt mindre speciel.
– Vores værdier er noget af det, der gør os til dem, vi er. Der er rigtig mange rundt omkring på LinkedIn, som har alle mulige fancy værdier. Men i klar modsætning til dem, beskriver vores værdier faktisk ret præcist, hvem vi er.
– Vi kører ikke med “vi er i øjenhøjde”. Men har i stedet valgt: “work hard, play hard”, som jeg jo synes er et lidt mere friskt pust. Jeg har kontaktet John Haagensen for at høre, om de måske kunne overveje “personlige” i stedet for “tillidsvækkende”. Så kunne vi fx tage “nytænkende” i stedet for den med innovation, eller hvad det nu er, vi siger dér.
En kommentar til “Virksomheds værdier næsten identiske med anden virksomheds”
[…] Historien om de identiske værdier […]