
BALLERUP ––– Marketingmedarbejder i københavnsk it-virksomhed er i løbet af de sidste 24 måneder kommet ret langt med ikke at opdatere sin LinkedIn-profil. Marketingmedarbejderen der er kollega til Carsten Tanja Larsen havde ellers virkelig lagt op til, at der skulle til at ske noget efter et internt kursus.
– Jeg troede lidt, hun var på vej væk. Hun havde fået alle mulige forskellige fifs til, hvordan man pimper sin profil. Det var noget med skills, kompetencer, billeder og anbefalinger. Det lugtede lidt af, at det hele skulle shines op, så hun kunne fremstå som en lidt dygtigere udgave af sig selv for fremtidige arbejdsgivere.
Nyt profilbillede faktisk 11 år gammelt
Umiddelbart efter sit marketingmedarbejderens kursus udstrålede hun en masse energi og gåpåmod. Nu skulle LinkedIn-profilen virkelig have det glatte lag.
Der gik mange rygter i afdelingen om, at hun var ved at gå i gang, og at hun måske ville sætte en aften af derhjemme til at fixe det, fordi hun ikke mente det var professionelt at gøre den slags i arbejdstiden. Carsten Tanja Larsen fortsætter:
– Jeg ville ikke gå ind og tjekke, om der var sket noget, for man kan jo se, hvem der går ind og tjekker ens profil. Men så fandt jeg ud af efter et halvt års tid, at man kan tjekke det anonymt. Og så kunne jeg jo så se, at hun faktisk ikke lige havde nået noget endnu. Ud over at skifte sit profilbillede. Som er fra den gang for 11 år siden, hvor vi fik taget nogle fede billede til hjemmesiden.
Nok fordi mange andre ting er sjovere
Man kan kun gisne om forklaringerne på, hvorfor marketingmedarbejderens LinkedIn-profil ser ud som den hele tiden har gjort:
1) Tidspres?
2) Glemt password fordi det er 8 måneder siden hun sidst var på LinkedIn?
3) Det faktum, at det kan være nedslående ikke at kunne opdatere profilen med noget fedt, fordi der ikke er sket noget fedt? Det er svært at vide sig sikker.
– Jeg aner det ikke. Og jeg tør ikke rigtig spørge, fordi hun måske kan synes, at jeg bare skal blande mig udenom. Måske har hun bare fundet på noget, der var sjovere, slutter Carsten Tanja Larsen fra sin kontorstol.
Mere gratis business news her
Historien om mændene på trappen, der nok har besluttet noget

